Kaare Linderoth
Jeg tror på, at det bedste grundlag for at få holdbare forandringer, er at møde alt det, der dukker op, med respekt, tålmodighed og nænsomhed.
Kontakt mig her, hvis du er interesseret i en samtale eller har spørgsmål.
Psykoterapeut og kropsterapeut under uddannelse
Jeg er certificeret ID Trivselsterapeut, og er derudover i gang med sidste del af uddannelsen som Totum kropsterapeut og den 4-årige uddannelse til ID Psykoterapeut. Mens jeg færdiggør mine uddannelser, tilbyder jeg samtaleterapi og kropsterapi til reducerede priser.
Uanset om hvad din livssituation er lige nu, er du velkommen her. Om du er ramt at stress, angst, tristhed, depression, fysisk sygdom eller kropslige udfordringer, svære relationer, udfordinger i arbejdslivet, eller om du føler du mangler retning eller mening i tilværelsen, kan vi skabe et trygt rum til at arbejde med det, der er svært.
Ud over min interesse for terapi, har jeg har haft en meditationspraksis i mere end 20 år og har deltaget i over 40 retræter med dygtige undervisere. Derudover har jeg dyrket yoga og danset 5rytmer i mange år. Jeg har desuden stor respekt og interesse for naturvidenskab, og et arbejdsliv med softwareudvikling og iværksætteri bag mig.
Min kæreste, min nære venner og mine tre voksne børn fylder meget i mit liv. Det er ikke altid let at være kæreste, ven eller forælder – eller barn – men det er en smuk del af livets rejse, og jeg er dybt taknemlig for, at de er i mit liv
Når du kommer hos mig, møder jeg dig med ligeværd – ikke med ophøjet autoritet. For det jeg er, er et menneske, der græder, griner, danser, ser film og serier. Spiser sundt og spiser slik. Min rejse har ikke på nogen måde gjort mig til overmenneske – snarere er jeg blevet bedre til at acceptere alt det, jeg er.
Klientudtalelser
“Jeg har haft stor glæde af at være i et forløb hos Kaare. Han er utrolig dygtig, nærværende og empatisk i sin tilgang som terapeut, og skaber hurtigt et trygt rum, hvor man frit kan være som man er og med det der dukker op undervejs i sessionen. Jeg kan på det varmeste anbefale Kaare. ”
– Merete Methea jul
“Jeg giver Kaare mine bedste anbefalinger. Han hjælper mig meget med mine smerter i kroppen og med min hovedpine, og giver mig flere gode dage. Kaare kan både være blid og tage ved i sin massage, og møder mig altid i øjenhøjde og med nærvær.”
– Hanne Birk
”Kaare er et af de menesker, man med det samme får lyst til at betro sig til. Han har et varmt og åbent væsen, som gør det behageligt at samtale med ham. Samtidig gør hans helt utrolige ro og integritet, at jeg føler mig forsikret om, at jeg kan betro ham mine inderste tanker og følelser uden omsvøb. Jeg har kun haft gode oplevelser med Kaare som terapeut og jeg vil anbefale ham til alle, der har brug for hjælp til at finde helt hjem i sig selv.”
– Maria Wind
Min terapeutiske baggrund og tilgang
Min tilgang bygger på de værktøjer, som jeg har mødt gennem mine uddannelse på ID Academy og på Totum Kropsterapeut uddannelsen, samt på et længere træningsforløb i IFS terapi,. Derudover bygger hele mit arbejde på det fundament, jeg har fået gennem mange års praksis i at træne bevidst nærvær gennem meditation. Men først og fremmest bygger den på et menneskesyn, der er accepterende og inkluderende. Alt, hvad der er i os, er en del af os, og skal mødes kærligt.
Gennem uddannelserne har jeg fået forståelse for, hvad baggrunden er, for de udfordringer vi møder som mennesker. En forståelse for, hvad der sker, når der indtræffer kriser, pressede perioder eller fysiske og psykiske smerter. Det er komplekst at være menneske, vi har mange dele og facetter i os, og det er ikke altid let at få det hele til at spille sammen.
Jeg er ikke ekspert i et snævert felt, som f.eks. stress, angst eller depression. Min erfaring er, at det er de samme grundliggende mekanismer i os som mennesker, der kan vise sig på mange forskellige måder. Gennem et forløb hos mig kan der arbejdes med de akutte problemer – og samtidigt arbejdes med de dybereliggende årsager til, at problemet er opstået. For det er det, der kan føre til en permanent forbedring i din livssituation.
I et forløb vil vi gennem en række konkrete metoder kunne arbejde hen mod en forløsning af de dybere kropslige spændinger og dybere overbevisninger, der gemmer sig i krop og sind. Mod et mere frisat liv.
